Gør The Duborg-Feeling til guld

Kunst-konkurrence til skolens 100 års-dag

10.09.2020 23:53 | Kategori: Nyheder

I 2020 fylder Duborg-Skolen 100 år, og i lige så lang tid har skolen raget op som betydelig institution i Flensborg og i Sydslesvig.

Dette skal markeres på forskellig vis. Affødt af omstændighederne har vi måttet opgive store, publikumsstærke begivenheder, men har i stedet satset på arrangementer, der på anden vis rækker ud til nuværende og tidligere elever, forældre, ansatte og venner for at inddrage dem i festlighederne. Et af disse er en kunstkonkurrence, som Duborg-Skolen afholder i samarbejde med SdU. Konkurrencen opfordrer til en kunstnerisk fortolkning af den betydning, som skolen gennem årene har haft for den enkelte og fællesskabet omkring den.

Vær med, og vind stærke priser: 1.-pladsen doteres med 500 euro, 2.-pladsen med 300 og 3.-pladsen med 100 euro. Foruden de kontante præmier udødeliggør vi kunstnerne ved fremover at udstille værkerne prominente steder på skolen - i fornemt selskab altså med med øvrige værker af kunstnere som Ejnar Bille, Lorenz Fröhlich, Inka Sigel og Sofie B. Jensen.

Udstillingen starter den 2. oktober, og alle mellem 15 og 30 år er inviterede til at deltage. Værkerne skal indleveres senest den 30/9. Henvendelser om nærmere oplysninger til Stefan Hesse på tlf +49 461 1443944.