Kaster glans over skolen

Vinderne i DDI-konkurrencen fundet

19.04.2021 19:13 | Kategori: Nyheder

Så er der fundet vindere i forårets "Duborg Do It"-konkurrencer. Det er her, elever kan bruge deres opsparede kreative energier til at løfte sig over gennemsnittet og realisere deres stjernepotentiale. Således sket i snemandskonkurrencen, hvor kollegieholdet rydder bordet med et flot knejsende snelem inkl. vedhæftet tilbehør i sammenpressede iskrystaller. Der er tydeligt kælet for detaljerne, og visuelt er der ikke rum til meget mere begejstring - en potent kommentar til Ron Muecks "Boy", der udfordrer vores virkelighedsopfattelser og manipulerer med beskuerens normalitetsbegreb.

Værket efterfølges skarpt af Cecilies (8b) og Gretas (11d) flotte snemænd, der ligeledes er kåret til vindere af konkurrencen.

På kagefronten varter Tiziana (11e) og Cirsten (12b) op med to superflotte kreationer, der lover et øjeblik i sukkerhimmelen, hvis de bare smager halvt så godt, som de ud ser.

I dansekonkurrencen er det Sophia (11d), der vinder med en overbevisende performance. Der er lækre præmier i form af gavekort på vej til alle. Tillykke!